Recharge Destination Trekantomraadet Lillebælt

Nytænkning ved Lillebælt: Regenerativ Turisme

23.11.2022
© Destination Trekantomraadet
Photo: Destination Trekantområdet

Har du hørt om regenerativ turisme? Ellers kommer du snart til det, for Destination Trekantområdet er gået i samarbejde med Destination Fyn om at udvikle turismeprodukter omkring Lillebælt, som giver mere tilbage til naturen, end vi tager fra den. Og der er allerede international interesse

Destination Trekantområdet tiltrækker opmærksomhed fra destinationer både nationalt og internationalt, når man efter nytår skal arbejde med nyskabende natur- og outdoorturisme.

Trekantområdet har meget at byde på, men et af de områder, hvor der stadig er basis for udvikling, er området for udendørsturisme. Det bliver der ændret på i løbet af de kommende to år, hvor Dansk Erhvervsfremmebestyrelse har ydet støtte til projektet "Regenerativ turisme på verdenskortet".

Det udvikles i et samarbejde med Destination Fyn og kommer til at foregå omkring Naturpark Lillebælt med arbejdstitlen ”Lærende oplevelser over, under og ved vandet”.

Lillebælt er et enestående naturområde, og vores analyser viser, at området vil være interessant for mange flere internationale turister. Det nye initiativ skal dels klarlægge, hvad der primært kan tiltrække turisterne. Samtidig tager vi hul på tankerne om regenerativ turisme, som kan blive en stor turistmagnet i de kommende år, forklarer Kim Jensen, Destination Trekantområdet.

Stor interesse udefra

Regenerativ turisme er et forholdsvis nyt begreb. Det dækker over, at turismen ikke alene skal være bæredygtig – den skal også ”give noget tilbage” til naturen.

Et eksisterende eksempel er østerssafari i Vadehavet, hvor turisterne bidrager til at fjerne nogle af de invasive stillehavsøsters. En inspiration kommer også fra Færøerne, hvor destinationerne uden for højsæsonen er "Closed for maintenance”. De turister, som besøger Færøerne i denne periode, skal hjælpe med f.eks. at indsamle affald eller vedligeholde stier.

Ideen har vakt stor interesse hos andre danske destinationer, og vi får meget positive tilbagemeldinger fra vores samarbejdspartnere Color Line og svenske SEMBO. Da jeg fortalte om det på en konference for nylig, henvendte turismedelegationen fra Barcelona sig til mig med mange nysgerrige spørgsmål, siger Kim Jensen.

Regenerativt og salgbart

Hvad der er mest regenerativt – og samtidig turisme-interessant - i Lillebælt-regionen, er noget af det, som projektet skal afdække. Arbejdsmetoden involverer dialog med både projektets partnere og med den lokale befolkning, som kan hjælpe med at udpege, hvor der er potentiale.

Vi ved eksempelvis, at der er en overbefolkning af de almindelige strandkrabber i Lillebælt, så en ide kunne være en slags krabbesafari, hvor turisterne hjælper med at indsamle nogle af krabberne, siger Kim Jensen.

Samtidig indeholder projektet et erhvervsudviklende ben, hvor de regenerative tiltag skal tænkes ind i de tilbud, som partnerne udbyder. I krabbe-eksemplet kunne det f.eks. være, at fangsten blev tilberedt og serveret på en lokal restaurant.

Turisme skal være et redskab til at gøre noget godt for naturen, samtidig med at det er en forretningsmulighed. Det er et afgørende succeskriterium for projektet, at vi udvikler noget, som kan ”sættes til salg”. På den måde kan vores resultater leve videre, når projektet er afsluttet, forklarer Kim Jensen.

Regenerativ Turisme på verdenskortet har et budget på 2,9 mio. kroner og er rammesat til perioden 2023-2025. Dansk Erhvervsfremmebestyrelse bevilliger halvdelen af beløbet. Den anden halvdel bekostes af de 19 partner bag projektet.

 

Projektet er støttet med midler fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse